Sophie elskede at gå på loppemarkeder. Der var noget spændende ved at rode rundt i støvede hjørner uden at vide, hvilke skatte – eller mærkværdigheder – hun ville finde. En regnfuld lørdag fandt hun en gammel træramme. Glasset var ridset, hjørnerne skårede, men den havde karakter. For kun et par dollars kunne hun ikke modstå fristelsen.
Da hun kom hjem, fjernede Sophie forsigtigt bagsiden for at rengøre den. Da opdagede hun, at der stadig var et gammelt sort-hvidt fotografi indeni. Hun tabte det næsten, da hun så det.
Det var hende.
Ikke bare en, der lignede hende. Kvinden på fotografiet havde Sophies ansigt, hendes øjne, hendes karakteristiske modermærke på venstre kind. Men billedet var dateret 1929 – årtier før Sophie overhovedet blev født.
Hendes hænder rystede, da hun undersøgte det nærmere. Billedet viste en gruppe mennesker, der stod foran et hus, klædt i datidens tøj. Sophie var blandt dem, med armen om en mands, smilende som om hun hørte til der.
Forvirret og urolig tog hun billedet med til sin bedstemor, den eneste levende slægtning, der måske vidste mere. I det øjeblik bedstemors øjne faldt på det, blev hendes ansigt blegt.
»Det er ikke dig,« hviskede hun. »Det er… min søster, Eleanor.«
Sophie holdt vejret. Hun havde aldrig hørt om en Eleanor.
Hendes bedstemor forklarede med skælvende stemme: Eleanor var forsvundet, da hun var i tyverne. En aften forlod hun huset og vendte aldrig tilbage. Familien ledte i årevis, men hun blev aldrig fundet. Hendes navn blev til sidst slettet fra familiens samtaler – det var for smertefuldt at nævne.
Sophie stirrede igen på billedet. Det var ikke bare ligheden. Det var nøjagtigt. »Men… hvordan kunne hun se identisk ud med mig?«
Hendes bedstemor rakte ud efter Sophies hånd. »Fordi du har hendes ansigt. Folk i vores familie har altid sagt, at hun en dag ville vende tilbage. Måske… er hun allerede vendt tilbage.«
Den nat kunne Sophie ikke sove. Hun lod fotografiet ligge på sin kommode, men i måneskinnet svor hun, at smilet på »Eleanors« ansigt så skarpere ud, mere bevidst. Som om kvinden på fotografiet forstod noget, Sophie endnu ikke havde indset.
Næste morgen, da Sophie ville hente det, var fotografiet væk. Rammen stod tom på hendes kommode.
Ingen andre havde været inde på hendes værelse. Og selvom hun gennemsøgte hvert eneste centimeter af sit hus, blev billedet aldrig fundet igen.
Den dag i dag spekulerer Sophie på: var det virkelig et fotografi af en for længst forsvunden slægtning… eller bevis på, at nogle ansigter og nogle sjæle vender tilbage igen og igen?
