»Jeg troede, det var bær – indtil jeg lugtede til dem.« At rydde ud i gamle trøjer blev til et modbydeligt mareridt 🧥🤢 Se, hvad der gemte sig i skabet i artiklen 👇🫣
Jeg havde ikke rørt mine gamle vintertøj i årevis. De havde ligget gemt bagerst i skabet, næsten glemt, takket være et par milde vintre og skiftende modetrends. Men for nylig besluttede jeg mig for at rydde lidt op og tænkte, at jeg ville donere de næsten ubrugte trøjer til velgørenhed.
Jeg tog dem frem en efter en. De så fine ud – ingen synlige huller, ingen pletter. Alligevel ville jeg vaske dem, før jeg donerede dem, bare for at friske dem op. Det var da, jeg bemærkede noget mærkeligt.
En af sweaterne havde mærkelige rødlige, ovale klumper, der sad fast. Min første tanke? Måske var det tørrede bær eller frø – noget, mine børn havde efterladt, uden at jeg havde opdaget det. Men da jeg rørte ved dem, var de hårde og grynet, og de afgav en stærk, ubehagelig lugt.
Nysgerrig (og lidt væmmet) gik jeg på nettet for at finde ud af, hvad det kunne være. Det, jeg fandt, fik min mave til at vende sig.
Det var ikke bær. Det var ikke fnug. Det var museefterladenskaber – rødlige af det gift, jeg havde lagt i garderobeskabet for år tilbage og helt glemt.
Jeg blev dårlig ved tanken om, at disse tøj havde ligget midt i en musebefængt garderobe. Jeg smed straks alle trøjerne ud, plus de tørklæder, der havde ligget i nærheden.
Derefter skrubbede jeg hele skabet flere gange med sæbe og desinfektionsmiddel, indtil lugten forsvandt. Og så opdagede jeg noget andet – en af ærmerne var blevet gnavet igennem, et lille hul, jeg ikke havde set tidligere. Da jeg gravede dybere ned i hjørnet af garderobeskabet, fandt jeg rester af fyld og tråde. Musene havde forsøgt at bygge en rede.
Det var en øjenåbner.
Nu har jeg gjort det til en vane at lufte ud og inspicere mine skabe hver sæson. Jeg er også begyndt at opbevare tøj i lukkede beholdere og har sat fælder op – for en sikkerheds skyld. Det skal ikke ske igen.
