Grækenland har altid været min drømmedestination. Jeg så mig selv for at udforske Athens historiske ruiner og nyde solnedgangen over Santorinis fantastiske klipper. Denne fortryllende fantasi holdt mig motiveret under livets rutinemæssige udfordringer. Efter mange års dedikation og opofrelse føltes en rejse til Grækenland som min ultimative belønning.
Min mand, Dan, blev dog mere og mere bekymret for økonomien. “Deb, vi er nødt til at tackle vores gæld,” mindede han mig ofte om. Jeg indså, at hvis jeg ville gøre min drøm til virkelighed, var jeg nødt til at spare endnu mere. Som privat kok, der arbejder for to familier ugentligt, begyndte jeg også at tage imod ekstra bestillinger på tilpassede kager og desserter for at øge min indkomst.
En aften, for udmattet til at lave mad, valgte jeg pizza. Dan spurgte så: “Hvorfor presser du dig selv så hårdt, Deb?”
“Fordi jeg vil spare op,” svarede jeg enkelt. “Jeg er fast besluttet på at få os til Grækenland.”
“Helt ærligt, Deb! Hvornår holder du op med at tale om Grækenland?” udbrød han tydeligt irriteret.
“Jeg stopper, når vi går. Vil du ikke være med?” spurgte jeg i håb om at få en vis begejstring.
Dan blev blødt et øjeblik og skænkede mig et glas vin. “Selvfølgelig, skat. Jeg er bare under meget pres på arbejdet. Det er svært at undervise uinteresserede børn i matematik,” indrømmede han.
“Det er i orden,” sagde jeg, usikker på om han virkelig mente det. “Jeg lover dig, jeg er helt for det,” forsikrede han mig.
Jeg troede, vi arbejdede hen imod denne drøm sammen, men hver gang jeg nævnte det, ville Dan foreslå “næste år.” Men da det næste år kom, ville han komme med undskyldninger: “Arbejdet er for hektisk, Deb,” eller “Jeg har ikke råd til at holde fri.” Nogle gange var det hjemmeproblemer som “gejseren er i stykker” eller “opvaskemaskinen skal udskiftes.”
Jeg forsikrede mig selv om, at det var fint. “Vi går til sidst,” tænkte jeg. “Folk udsætter ofte ting et stykke tid og nyder dem, når livet falder til ro.” Men livet faldt aldrig rigtig på plads. År gik, og ideen om Grækenland forsvandt.
Da jeg nærmede mig de 65, havde jeg endelig sparet nok op til os begge. Ikke bare en lille smule – jeg havde råd til flyrejser på businessklasse og femstjernet overnatning! Jeg besluttede, at det var tid til at stoppe med at vente. Jeg organiserede en to-ugers drømmerejse til Athen, Santorini og Mykonos – destinationer, jeg kun havde beundret i magasiner.
For at markere denne særlige lejlighed gav jeg endda en ny badedragt ud – noget jeg ikke havde forkælet mig selv med i årevis. Jeg ønskede at føle mig selvsikker og nyde det liv, jeg utrætteligt havde arbejdet på at skabe.
En aften tænkte jeg, at det var det rigtige tidspunkt at tale med Dan. Jeg lavede hans yndlings lammekoteletter og ristede kartofler for at sætte en behagelig tone til samtalen. “Dan,” begyndte jeg, “jeg har sparet penge nok. Lad os fejre min 65-års fødselsdag i Grækenland.”
Han kiggede op fra sin telefon, var næsten ikke opmærksom, og brød så ud i latter. “Grækenland? Seriøst, Deb? I din alder?” udbrød han og lød vantro.
“Hvad mener du med det?” Jeg frøs, mit hjerte sank.
Dan lænede sig tilbage og rystede på hovedet, som om jeg var en af hans elever, der ikke forstod noget grundlæggende. “Jeg mener, kom nu, Grækenland? Det er du for gammel til, ikke? Hvad vil du lave der? Gå rundt i den latterlige badedragt? Ingen ønsker at se det.”
Hans ord fik mig til at føle mig syg. Jeg sad der, chokeret, og prøvede at forstå, hvordan den mand, jeg havde elsket i så mange år, kunne være så uvenlig. “Jeg har sparet til denne tur i årevis, Dan. Vi talte altid om at gå sammen. Jeg vil nyde det sammen med dig.”
Han trak på skuldrene. “Nå, måske skulle du sigte efter noget mere… realistisk. Hvad med en weekend i en hytte eller en stille strandtur? Et hyggeligt sted, hvor man kan sidde og læse. Grækenland er for folk, der er halvt så gamle. Du er ikke i tyverne længere.”
Min hals strammede sig sammen, men det lykkedes mig at sige: “Dette er min drøm, Dan.” Hans udtryk stivnede, og han smed sin halvspiste lammekølle ud på sin tallerken.
“Din drøm er spild af tid og penge, Deb. Apropos det, hvorfor afleverer du ikke de penge, du har sparet? Jeg har overvejet en fisketur med fyrene. Det er en langt bedre udnyttelse af midlerne. Du skal ikke spilde det på en dum fantasi.”
Det var da noget inden i mig knækkede. Alle de år havde jeg ventet på ham. Jeg havde udskudt min lykke og frihed, fordi jeg troede, vi var i det her sammen. Det skulle være Dan og mig for evigt, og udforske Grækenland som et par. Men virkeligheden var, at han aldrig værdsatte min drøm.
Jeg skubbede min stol tilbage med beslutsomhed og rejste mig. “Jeg tager til Grækenland, Dan,” meddelte jeg.
“Ja, rigtigt,” hånede han og himlede med øjnene.
Den følgende morgen, mens Dan var ude, tog jeg et modigt skridt, som jeg aldrig havde turdet tage før: Jeg bestilte en rejse til allerede næste dag. To uger i Grækenland, uden eftertanke og uden behov for at konsultere Dan. Det var endelig min tid til at prioritere mine egne ønsker.
Jeg pakkede min kuffert, greb en kuglepen og lagde en seddel på køkkenbordet. “Dan, du har ret. Jeg er vokset fra dette. Jeg er for gammel til at blive ved med at vente på nogen
